|
Klasser og oprykning i dch
Der konkurreres i 5 klasser: C- B-, Lille A-, A- og E-Klassen. Lokalforeningernes bestyrelse har ansvaret for, at hund og hundefører starter i den klasse, hvor de ifølge nedenstående regler hører hjemme. Alle konkurrencer gælder til oprykning, men en af de oprykningsgivende konkurrencer skal være på mindst kredsplan. C-Klassen er beregnet for nye hunde og hundeførere, der ikke tidligere har startet i DcH´s andre klasser eller andre foreningers prøver eller konkurrencer. En hund, der ved 2 konkurrencer indenfor samme kalenderår opnår 110 point eller derover, rykker fra kommende kalenderår op i Klasse B.
B-klassen er begynderklasse for trænede hundeførere. En hund, der ved 2 konkurrencer indenfor samme kalenderår opnår 160 point eller derover, rykker fra det kommende kalenderår op i Klasse A eller Klasse Lille A. Lille A-Klassen kan vælges efter oprykning fra B-klassen. Lille A-klassen er en alternativ klasse der ligger mellem B- klassen og A-klassen. Lille A kan vælges hvis en hund ved to konkurrencer inden for samme kalenderår opnår 160 point eller derover. A og E hunde kan vælge at gå i denne klasse. Har hunden først stillet op i A- eller Eliteklassen, kan den ikke skifte til Lille A-klassen før næste sæson. Har hunden stillet op i Lille A-klassen kan den skifte til A- eller Eliteklassen når som helst. Der kan ikke opnås oprykning til Eliteklasse fra denne klasse.
A-Klassen kan vælges efter oprykning fra B-klassen. En hund, der ved 2 konkurrencer indenfor samme kalenderår opnår 260 point eller derover, rykker fra det kommende kalenderår op i Eliteklassen. Eliteklassen er DcHs højeste konkurrenceklasse. Elitehunde, der vælger at stille op i Lille A-klassen, er stadig formelt elitehunde. |