Stafetten No. 1 - "Mit Hunde-liv"​

 - Af Susanne Brændstrup Nielsen​

Jeg er så den heldige, der har fået lov til at starte stafetten. Mit liv med hunde går langt tilbage faktisk er en af mine første erindringer en lille sort puddel der løber af med min hvide ynglings bondegårdshest, den gang var jeg 2 år gammel. 16 år og 2 internathunde senere, fik jeg endelig lokket så meget med min mor og far (+ det faktum er det var min søsters hund, der ”pludselig” skulle være far), at jeg endelig fik lov til at få min egen lille hund, der var en blanding af labrador, schæfer og en smule sankt bernard.
Da jeg jo næsten er tussegammel i forhold til internettet, var jeg rent faktisk så heldig at der en dag hang et opslag oppe i" Normann" (hvis nogen er i tvivl, så er det der, hvor Netto ligger i dag), om hvalpetræning i DCH Holme-Tranbjerg. Med sommerfugle i maven skyndte jeg mig hjem for at ringe… Jeg snakkede med de sødeste mennesker, og fik hurtigt lavet en aftale om, at jeg kunne starte, når jeg havde fået hvalpen hjem og hun var blevet vaccineret.
8 uger gammel fik jeg Freja hjem, opkaldt efter kærlighedsgudinden for intet mindre kunne jo gøre det.
Vi begyndte til hundetræning i foråret 92, unægtelig en noget anden stil, end den der bliver ført nu i dch, hvor kontaktøvelser i dag er noget af det vigtigste, var det vigtigste den gang lineføring, sit, dæk og stå, øvet på en lang linje eller rundt i en cirkel, der var ingen hårde ord men masser af godbidder og legetøj.
Jeg havde egentlig forestillet mig, at jeg bare lige skulle gå til hundetræning, indtil Freja havde lært at gå ordentlig og komme ved indkald m.m., men hun var så glad for at komme af sted, og vi havde det jo hyggeligt på holdet, så vi blev hængende.
Der var klubmesterskaber + konkurrencer om foråret, der var fidus-konkurrencer og orienteringsløb i skoven ved Ørnereden alt sammen holdt i hyggelig stil med klubånd og gejst.
4 år gammel (næsten 5), besluttede vi, at Freja skulle prøve at have hvalpe – og selvfølgelig blev vi nødt til at beholde en. Hun blev kaldt Frida efter sangen: Frække Frida verdens frækkeste pige, og så blev hundetræning pludselig til tandemtræning. De fleste der kan huske mig fra dengang, tænker dog ikke i første omgang på mine 2 fine hunde, men der imod mine 2 ældste unger, der sagtens kunne tilbringe sådan en træningstime med at lege i vandpytterne på træningspladsen.
Freja blev efterhånden ældre, og med 3 små børn tog vi en pause fra hundetræningen.
Da Freja tog til hundehimlen, og Rollo en lækker langhåret schæfer indtog hendes plads, blev hundetræningen igen en del af hverdagen. Vi trænede almindelig lydighed, men vi blev aldrig andet end c-hund for konkurrencenerver har jeg bestemt ikke, og sjovt nok forplanter sådan en gang nervøsitet sig altid ned gennem sådan en hundesnor. Vi var selvfølgelig stadig med til klubstævnerne, og diverse fastelavnsarrangementer mm.
3 børn der pludselig går til alting om eftermiddagen/aftenen og hundetræning en gang om ugen hang ikke lige sammen en overgang, og igen måtte vi tage en pause i træningen.
Efterhånden som ungerne blev større, bar det endelig frugt, at jeg havde slæbt dem med til hundetræning mens de var små. 12 år gammel var Maibritt så klar til at begynde hendes karriere i hundeverdenen, hun var slet ikke i tvivl, hun ville løbe agility – og så var vi selvfølgelig nødt til at finde en lille let hund til det. Vi ledte nettet tynd, og faldt endelig for den smukkeste lille sort/hvide hund med lidt for stor ører. Det næste store problem var hans navn, for hvad skulle han dog hedde! Mange forslag kom på bordet, men blev forkastet igen. Til sidst blev vi enige om Æddie – og ja det er med Æ, for som ungerne sagde, man skriver da ikke Æddie med E, kan du da ikke høre, at det lyder som Æ mor? Og det kunne jeg jo godt.
Så begyndte et nyt kapitel i hundetræningsbogen.
Jeg fik lov til at gå til hvalpetræning, og Maibritt overtog så, da de kunne begynde til agility. Det var fedt at være af sted igen, og jeg må jo nok indrømme, at der også sneg sig en lille drøm ind om, også at få lov til at gå til agility. Mine agilitydrømme må dog vente lidt endnu, da vi måtte sige farvel til Frida og sende hende op til hendes mor i hundehimlen, var familien meget enige om, at den næste hund skulle være en stor hund.
For første gang synes jeg måske det var lidt svært at tage stilling til en ny lille stor hund, men efter nogle måneder foreslog min mand om vi ikke skulle kigge på nogle hvalpe i Torrild, hvor en af vores naboer en måneds tid tidligere havde hentet den skønneste og rareste hvalp, og de havde stadig et par stykker tilbage. At sted det gik, og efter et par besøg fik vi selvfølgelig en ny hvalp med hjem.
Samson den stygge, opkaldt efter en gyllevogn (vi vidste selvfølgelig ikke, at det var navnet på en gyllevogn, men synes det var et smukt navn til en stor hund). Man kan vel sige, at Samson er det komiske indslag i familien. Fra vi hentede ham, har han aldrig brudt sig om at køre bil, det i sig selv er jo egentlig frygtelig synd, men sjovt har det set ud, når jeg har forsøgt at slæbe/bære en 30 kg tung unghund fra træningspladsen og ud i bilen efter endt træning, men vi er vel standhaftige, og nu går vi så på Rallyholdet. Nu går han da med hen til bilen, det komiske islæt nu er min manglende motoriske færdigheder til at bevæge mig rigtigt i forhold til hunden. F.eks. var jeg overbevidst om, at vi lavede et perfekt skift bagved, hvor han skulle gå fra pladssiden bag om mig og om til fodsiden. Desværre var jeg knap så bevidst om, at jeg trådte et skridt ind foran hunden, så det var egentlig mig der lavede øvelsen og ikke hunden – til stor morskab for de øvrige på holdet – det kan godt være jeg er nødt til revidere mine ønsker om at prøve agility en gang…
Tilnavnet den stygge skyldes hans fantastiske evne til at finde alt spiseligt, når hundene er alene hjemme, og her mener jeg alt. Han er fuldt ud i stand til at åbne både døre og vores brødbakke på bordet, han er dog ikke i stand til at åbne vores skabe endnu…
Jeg var ikke den eneste der gik og legede med ideen om at gå til agility, da Cathrine blev 11, var det hendes tur til at få en lille hund, så hun også kunne begynde til agility.
Nu var der så 4 hunde i familien, og det gik jo forrygende. Derfor var det heller ikke så svært, at tage imod Bob, da han pludselig stod uden hjem, og vi næsten lige havde sagt farvel til Rollo.
Vi troede egentlig, at Bob ville blive den perfekte ekstra agilityhund til Maibritt, men han brød sig overhovedet ikke om ridehallen, og det var heller ikke fordi begejstringen var særlig stor, da agility rykkede udenfor, altså måtte vi prøve noget andet, og så tog jeg ham med til Rally, og det kunne han lide.
Så nu ser det sådan ud hjemme ved os.

Maibritt går til agility med Æddie, og Cathrine går til agility med Molly og jeg går til Rally med Samson og Bob. Det nyeste skud på stammen er 14 dage gammel, og han ligger trygt og godt hjemme ved sin mor sammen med alle sine søskende, og Maibritt (og alle os andre) venter i spænding på at få ham hjem, og vi glæder os til at se hvad han bliver for en.

Susanne Brændstrup Nielsen

Fra Webmaster: Susanne har påtaget sig rollen som tovholder på stafetten så tag vel imod hende.

​​

​DCH Tranbjerg

​Adresse:

Birkegårdsvej 5

8361 Hasselager​

​CVR:

33539134

​E-mail:

dch.tranbjerg@gmail.com

Find os

Dch Tranbjerg
Birkegårdsvej 5
8361 Hasselager​

CVR: 33539134
dch.tranbjerg@gmail.com

Dch Tranbjerg
Parkering

Ved 

Lembcke Århus